Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Tro det; det hele skal nok gå

Det lyder som det samme, og de står ofte sideordnede, lige ved siden af kærligheden, men der er en forskel på håb og tro. Du kan næsten høre det, hvis du siger ordene højt. Jeg håber, det kommer til at gå bedre. Og; jeg tror, det kommer til at gå bedre. Bare et gæt: Da du sagde jeg håber, så blev din stemme sagte og dine øjne så ikke på noget bestemt, mens da du sagde jeg tror, så kom der et bestemt udtryk i dine øjne, måske flyttede du dig også en smule frem på stolen.

Håbet ligger dybt i os. Det er det sidste, der dør. Vi ser det tydeligst, når
du ikke længere kan gøre noget. Så er der kun tilbage at håbe. Troen er mere aktiv. Den gør noget. Du sidder ikke tilbage overladt til håbet, men bevæger dig frem i troen.

Jeg ved ikke, om I kan huske filmen ’En verden udenfor’ fra 1994. I den
film mødes de to livstidsfanger Red og Andy i fængslet. Red har været der så længe, at han har tabt troen på, at han nogensinde vil komme ud. Han har også tabt håbet. Håbet, siger han til Andy en dag, er en farlig ting. Andy hører ikke efter. Han ser mærkeligt smilende frem for sig. Han har et håb i sig, som hverken fængselsdirektøren eller ture i vaskeriet,
når det er lukket, kan tage fra ham. Da han opdager, at muren i cellen er blød og man kan skrabe i den, opstår der også en tro i ham. Det er troen, der mange år senere graver ham ud i friheden. Det er også Andys tro, der en dag får Red til at tro på, at han ved at tale for sig, kan møde Andy igen på en strand ved Stillehavet.

I den her våde grå restriktionstid, langt fra Stillehavet, og Dubai i øvrigt, må vi håbe, at det snart kommer til at gå bedre. Men det vil være endnu bedre, om vi også tror det. For når man selv kan gøre noget, skal man ikke kun håbe, så skal man tro. Og komme i gang med det, man tror på. Og derved give troen videre til nogle andre. Tårnby: Tro smitter hurtigere end corona.

Jeg har boet et par gange i USA. Det har været nogle af de bedste år i mit liv. Forstand på amerikansk historie har jeg ikke tilstrækkelig af, og inde i det politiske er jeg ikke nok til at komme med en dyb analyse omkring forholdene derovre. Så det her er bare, hvordan jeg lige ser det; mit andet hjemland har mistet troen på, at det hele nok bliver bedre. Håbet har de (måske) stadig. Men ikke troen. Har størstedelen af en befolkning en tro på, at det, de gør, gør det muligt, at det hele bliver en lille smule bedre, så kan et land klare alt. Ingen kriser eller krige kan helt ødelægge et land, som tror på det, de kan sammen. For så vidt kan man sætte enhver til at lede landet. Lederen kan fra magtens kontor ikke ødelægge
den grundlæggende tro på fremtiden ude i stuerne. Men er der ikke en største del, som tror på, at de med det, de kan, kan gøre det hele lidt bedre – for dem selv og andre – så ender man med at kæmpe for at holde fast i det, man har i forvejen. Det er forståeligt nok. Men dermed ryger også det, som landet er fælles om, nemlig troen på fremtiden. Og er man
først havnet her, har lederen på magtens kontor en enorm indflydelse på, om der kan bygges en tro op igen.

Man kan sige, at når et hold vinder, er det lige meget, hvem der er træner. Det er først, når holdet taber, at træneren bliver afgørende for om det kan vinde igen.

Jeg tror, at I tror. I Danmark er der stadig en samlet stor tiltro til hinanden. Jeg ser ikke kun et dybt håb i jer men også en stor tro. Nok ikke så meget på Guds nåde (den tager vi en anden gang). Men en grundlæggende tro på, at om vi er fra Kastrup eller Tårnby, højrefløj eller
venstrefløj, mand eller kvinde, rig eller fattig, ung eller ældre, ateist eller troende, så vil størstedelen af landet det samme; bevæge os sammen mod bedre tider.

Det går sgu nok, plejer vi at sige her til lands. Indrømmet: Det kan lyde lige lovligt bodegahyggeligt, som at skubbe ansvaret fra sig. Men man kan vel også sige, at sætningen er udtryk for, at vi har så stærk en tro på det, vi har bygget op, at vi ikke er i tvivl om, at det vil bestå.

I hvor mange lande rundt omkring i verden kan du finde folk, som siger, at
det nok skal gå? Jeg har lige talt med min amerikanske ven. Han siger, at det har de ikke sagt i USA i mange år.

Som barn, som ung, og nu – du vil ikke have kunnet fortælle mig noget
bedre end, at det nok skal gå. Det lyder som en meget banal halvdrukken
sætning, men der er så meget evangelie i den. Verden er god. Vi mennesker vil det samme. Og om lidt bliver det bedre. Vi er ikke i krig, og vi er ikke i en undtagelsestilstand. Proportionerne skal lige på plads, men ja det har da været en udfordret tid, og vi har mistet og vi er blevet testet – og vi bestod. Det vigtigste – troen – den har vi stadig. Ja, måske er den blevet stærkere.

Når man nu skal være hjemme, er det et meget godt land at være hjemme i.


Karsten M. Hansen

Gode ting bliver bedre, når de bliver brugt

Der bygges en masse nye lejlighedskomplekser. Måske ikke lige her i Tårnby men rundt omkring os, ude ved stranden, ovre i Ørestaden. Dejligt at der er flere, der har lyst til at bo i verdens centrum; Amager. Det er da her det hele starter ikke? Pænt eller ikke pænt, det skal en præst ikke afgøre. Men jeg vil sige, at jeg har boet i sådan en helt ny moderne funktionel lejlighed i nogle år, inden jeg flyttede ind i præstegården fra 1781.

Jeg kunne ikke finde ud af det. Det kunne jeg virkelig ikke. Det var ligesom for firkantet, for rent, for fint. Og så havde jeg nok for meget, jeg prøvede at presse ind i en lejlighed som mest bestod af et kæmpe rum. Det er vist ikke meningen, man skal eje noget i sådan en lejlighed ud over nogle store malerier, der ofte kan skiftes ud og en masse elektronik, der kan pakkes væk i en skuffe.
Enhver ting der står fremme er synlig og enhver plet kan ses. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med det, jeg havde arvet fra min mormor, og hvor stiller man børnenes grimme gummisko, så man ikke falder over dem, når man kommer hjem, og hvad med de beskidte stinkende fodboldstøvler.
Der er jo slet ikke plads til det, som man skal bruge. Som Klodshans på slottet.

Jeg tror, det er meningen med de lejligheder, at man ikke skal have noget med, når man flytter ind i dem. De købes som en ny start.

Den her sommer har det også været som om, at man har ønsket sig et land med en ny start, ja en ny verden. Kun den historie som passer ind i nutiden må tages med. Tanken må være, at først når der bliver ryddet helt op, kan alle starte samme sted. En ny start som alles lighed. Hvor ingen tager gnoget med. Så vi vælter statuer og ændre vejnavne, vi hiver sætninger ud af bøger og sletter film som om de aldrig er blevet vist. Vi smider ord og betegnelser på bålet. Vi skærer alt det fra fortiden fra som ikke kan stå i lejligheden.

Egentlig forstår jeg godt tanken om en ny bedre verden. Hvem vil ikke have en bedre verden? Den burde være bedre. Den burde være mere lige. Ingen burde have færre muligheder end andre. I hvert fald ikke hvis man kan gøre noget ved det. Og det kan man ofte.

Det var omtrent med samme tanke, jeg flyttede ind i den nye moderne lejlighed, som ingen havde boet i før, og som jeg helt selv kunne sætte mit præg på. At starte på noget nyt, endelig få smidt væk, et simpelt liv. Det kender I måske også fra de gange I er flyttet. Man kan endelig få ryddet op.

Det var også ret rart et stykke tid. Det var det. Des mere kaos i ens eget hoved des mere behov for renhed og overskuelighed omkring én. Men det varede ikke længe med den nye start. For nok kan omgivelserne indvirke på dig, den nye start give dig overskud, men der var stadig kaosset i mit hoved, det forblev, og hurtigt var der for stor uoverensstemmelse mellem den ordentlige verden, jeg havde indrettet, og de uordentlige tanker jeg sad med. Og så kunne jeg ikke holde ud at bo der.

Mine manglende evner som menneske var en beskidt plet på en hvid væg, som jeg blev ved med at sidde og glo på.

Det er også min frygt ved ønsket om en ny verden, at man tror, at man kan gøre verden neutral, at man tror, man kan skabe verden efter sit hoved, som om verden ikke fandtes før dig, som om du ikke selv er en del af det som har været, som om historien ikke er kollektiv. Man tager jo altid noget med, når man stiller op til start. Man flytter altid ind med sig selv.

Måske er nogle af jer bedre til det, det håber jeg, men jeg kan ikke bo i en ren ny lejlighed. Jeg har svært ved at bo i en verden, der er blevet renset. For hvad gør jeg med alt det beskidte i mit hoved, med mine fejl, mine manglende evner? En syndfri verden bliver et helvede at bo i.

Nogle gange får vi muren ud imod Englandsvej kalket. Der ser fint ud. I ca. en måneds tid. Så begynder det hele at krakelere lidt, revner opstår; heldigvis. Kirken gør sig bedst, når den bliver slidt. Så indbyder den til liv, til levet liv. Kirken er ikke et palæ. Ikke et moderne rent hjem. Men det
sted hvor vi synderne kan komme med alle vores fejl. I behøver ikke komme med jeres fine tøj.
Kom som I er.

Det pæneste ved Tårnby Kirke er, hvor slidt den er, hvor sammensat den er af forskellige sten fra forskellige tider, hvor brugt den er blevet af generationer efter generationer, – og så at den ligger der endnu og vil ligge her længe efter vi ikke er her mere.

Karsten.

Info:
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg har fået studieorlov i 3. mdr.
Det betyder, at jeg går fra den 17. september og først kommer tilbage til
kirkegerningen den 17. december. Sikker på, at jeg til den tid vil glæde mig til at komme tilbage.
Som vikar under mit fravær vil Susanne Skovhus træde til. Hun har været præst i mange år og mange steder bl.a. Kastrup Kirke og St. Magleby Kirke.

#radiopræsten

Jeg er godt nok taget på ferie, men hvis du midt i varmen ikke gider høre Radio Voice, men har lyst til at høre lidt lokal radio med mig (I kommer aldrig af med mig), så kan du tune ind på Amager Radio 103.4 fm eller amagerradio.dk og høre mig tale med radiovært Mette Hoffmeyer. Vi taler om kirken, om troen, om Brøndby selvfølgelig, og en hel del om Johnny Cash, som der også spilles sange af. 

Fredag den 26.6 kl. 10.00
Lørdag den 27.6 kl. 10.00
Søndag den 28.6 kl. 17.00 

Karsten