Alle indlæg af Karsten Møller Hansen

Åbent

Det er længe siden. Da vi forsvandt ind i vores hjem, blev kirkedøren også lukket.
Ikke fordi Gud lukkede sig inde. Han findes ikke kun i kirken. Så Gud lukkede sig ikke inde. Det var mere sådan, at dér hvor vi kan mødes og høre Guds ord, var vi bange for, at vi også kunne blive smittet. Nu ser det bedre ud. Vi har taget alle vores forholdsregler. Og vi skal nok
tage hensyn til jer. Kirken er åben igen.
Og gudstjenesten kan begynde.
Alt godt. Sådan da. Fremtiden starter. Og på et eller andet tidspunkt ses vi i den.
Kom. Men inden du kommer så hold lige fast i et par overvejelser. Følg lige med i nogle tanker, som ikke kun angår dig, som kan komme i kirke, og os som åbner kirken for dig. Følg lige med her:
Hvis man blev syg, vil man kalde på en læge. Mister man sit job, vil et nyt job være det bedste, man kan få. Er man træt, vil man sove. Er man sulten, vil man spise. Det mest nødvendige for at leve, er det vigtigste at have. Det jordiske før det åndelige, vil jeg sige. Selvom Jesus siger det modsatte. Men hvor har han ret, når han siger, at uden ånd er mennesket
ikke menneske.
At have ånd vil sige, at kunne forholde sig til noget som ikke er en selv. Ånd er at sætte sammen, det som ikke hører sammen. Som to mennesker. Kærlighed er ånd. Kunst er ånd. For i kunsten bliver du sat sammen med noget uden for dig selv. Man ser på et maleri. Det har intet med én selv at gøre. Man kender ikke den, der har malet det, og ved ikke
hvorfor det blev malet sådan. Men i det ser man noget, som man ikke kan se ved at se på sig selv. Man bevæger sig ind i noget, som ikke er én selv.
Jeg vil sige, at det først er her, vi bliver en del af hinanden.
Samfundssind og fællesskab og omsorg for hinanden kan ikke dikteres politisk ovenfra. Der kan sættes nogle rammer.
Der kan skrives noget ned. Og forhandles en portion penge. Men det skal komme fra den enkelte og det kan kun komme til den enkelte fra den anden. At være sammen med andre i noget, man ikke kun selv har skabt, er kultur. At opdage, at den anden deler noget med dig, der samtidig peger ud over dig, og hen imod noget uforståeligt større, er kunst. At tro
på, at vi alle har del i det, som er endnu større end det hele, er religion.
Jeg kan huske min farfar fortælle om dengang, han efter en lang uge som
murer i Sønderjylland søndag aften nogle gange havde råd til en tur i
biografen. Han glædede sig hele ugen, og han kunne huske alle de film, han havde set. Gid han havde set nogle flere. Det var tiderne ikke til dengang for en murer. Men det burde de være nu. For helt grundlæggende er kultur, kunst og religion noget meget mere end noget,
man kan vælge til hen på aftenen – det er en del af det, du er, og det du er, er du hele dagen og hele ugen.
Alt det kultur man nogensinde har oplevet sidder i én. Det kan godt være, at man ikke kan huske så meget af det.
Dengang børnehaven tog én med på Nationalmuseet. Filmen man så, kan
man ikke huske titlen på. Bogen man læste, kan man ikke engang huske,
man har læst. Og prædiken i kirken …….hvad sagde præsten? Jeg har sunget Altid Frejdig over 1000 gange vil jeg tro.
En hemmelighed; jeg kan den stadig ikke. Men det hele sidder alligevel i
én. Det tror jeg. Alt det man har været omgivet af, og gik ind i, sidder i én,
det er en del af én, og det er med til at bestemme, hvordan man ser verden. Så når man står op om morgenen, er det med kunst og kultur i sig, og når man går ud af døren, tager man også sin kultur med sig. Det kan godt være ens arbejde ikke ligefrem kalder kulturen frem i én, men man har den med. Man har også altid sin tro med. Den kan man ikke
hænge i våbenhuset. Den er dig.
Der har ikke været meget kultur og kunst og kirke de sidste 8 uger. Det tror jeg, vi har mærket, og savnet. Men jeg sidder med et klart indtryk af, at kultur og kunst og kirke bliver betragtet som en lørdag aften i byen, man godt kan undvære, eller en søndag morgen, hvor man ikke havde noget at lave. Som en luksusting man kan læse om i et flot magasin. Eller når det handler om kirke, kun kan finde noget om i Kristeligt Dagblad. Jeg er helt med på, at de helt basale ting i livet skal være der; et sted at
bo, tryghed, et arbejde, sundhed, familieforhåbentligt. Det skal være der først.
Der er ikke meget ved at sidde i teatret, hvis man er syg eller gå til koncert, hvis man er i tvivl, om man har et arbejde næste dag. Der er heller ikke noget ved at gå i kirke, hvis man er bange for at blive smittet i den. Selvfølgelig kan man overleve uden kultur, kunst og kirkegang.
Man kan bare ikke være det menneske,man er.
At være menneske er at kunne spørge, hvad et menneske er. Dyr er dyr.
Mennesker spørger, hvad et menneske er. Kultur, kunst og religion er stederne, hvor man kan stille det spørgsmål – og prøve at fange noget der minder om et svar. Har vi ikke de steder, har vi ingen steder at stille spørgsmålene og så kan man spørge, hvor meget menneske, vi er.
Det her er min påstand; vi mennesker deler en længsel, en længsel imod eller efter det uendelige. Jeg vil kalde det Gud. En længsel efter at mærke at man er helt og fuldstændigt del af alt det der findes.
En fred. En samhørighed. Mens vi lever.
Kunst, meget kultur og religion deler det samme; de er forsøg på at udtrykke eller nærme sig det afsindigt gådefulde i os, omkring os og over os. Hvis den her længsel ikke får næring, ikke får lov til at udfolde sig, så dør den langsomt hen. Og så forsvinder fornemmelsen af, at vi hører
sammen.
Fjern kulturministeriet og der vil stadig være kultur. Der vil altid være kultur. Den er der før dig. Lukkede kirken for altid, vil der stadig være kristen tro.
Længslen efter Gud vil vi altid have i os. Men spørgsmålet er, hvor meget der er af den. Bliver der mindre og mindre af den, snævrer den sig ind? Eller får den lov at mødes et sted og blive delt med andre? Bliver den hele tiden ny og levende i os? Kan vi mødes i kirken og stille de spørgsmål, vi har i os? Nu kan vi igen.
Du er så velkommen. See you.

Karsten M. Hansen

Påskedag

Hver dag er en opstandelse
Kirken vil stå tom. For første gang i 1000 år kan man ikke komme til gudstjeneste i dag. Det er ellers den smukkeste dag på året for en præst. Har jeg ikke selv gudstjenesten tager jeg altid til en kollegas. Også den bedste dag at være kirkegænger. Svært uden. Men sådan bliver det i år.

Mon ikke det går alligevel. Den tomme kirke er ikke udtryk for at vi har forladt Gud eller at Gud har forladt os. Det er mere det, at omsorgen for vores næste er større end vores eget trosliv. Man går i kirke for én selv. At blive væk denne påske er for de andre. Men bare rolig, Gud finder os alligevel.
Det har Gud altid gjort.

Du har måske biblen derhjemme. Salmerne kan også synges andre steder end i kirken. Og evangeliet om opstandelsen har spredt sig ud over vore liv og vores historie og viser sig mange steder. Du kan også sidde derhjemme og læse Dostojevskij, studere William Blake, lytte til Nick Cave. Du kan også gå en tur i skoven, langs vandet, sætte dig i haven, holde dit barn i hånden, se Rectify på Netflix med din kæreste, besøge dine forældre i tankerne. Gud viser sig mange steder som i at der er andre der i deres søgen efter Gud leder dig samme vej.

Kristus er opstanden om vi kommer i kirke eller ej. Gud findes også uden for kirken og hver dag er en opstandelse. Det er min opfattelse, at opstandelsen ligger dybt i dig. Om du tror den eller ej er ikke det vigtigste, det er; at du lever den. Kierkegaard tog fejl; tro er ikke et valg. Men en måde at leve på. Tro er ikke noget, man kan, men noget man er. Man er tro imod hinanden. Tro imod sig selv. Tro imod det liv Gud har givet dig at leve. Hver dag står vi op til det.

Derude et sted ligger døden. Det har vi vidst hele tiden. Den kommer kun nærmere. Alligevel står vi op hver dag, – som en opstand imod døden. Evangeliet handler ikke om døden men om livet.
Nogle har brug for at ligge noget længere. Nogle kan ikke stå op rent fysisk. Nogle kommer aldrig op. For dem bestemmer døden allerede for meget midt i livet. Men langt de fleste af os står op
hver i dag i håb om noget mere. Det er ikke et valg, men et håb. Hvis du mener, at det er noget, du selv valgte, var det nok fordi du håbede det først. Det håb har Gud lagt i os. Han gav os det i
Kristus. Og han gav os det i skabelsen. Og han giver os det i hinanden. Hvis du ikke selv tror på den slags, vil jeg mene, at du har hørt om det, og det, du har hørt, har lagt sig i dig.

Verden er ikke neutral. Verden er god. God som i at verden er liv og liv er godt. Stå med et nyfødt barn i dine arme. Bliv forelsket på fortovet. Liv er altid det gode. Og det første. Sorgen, smerten,
døden kommer altid først efter. Livet går imod døden. Det kan ikke være anderledes. Det er dets natur. Men inden man dør, har man levet og evangeliet er så meget liv, at det knap nok dør før det tre dage efter opstår til liv igen.

Luften er forurenet. Virusser spreder sig. Der skal træffes valg. Af mig og af dig. For at fastholde det gode. Jeg ved ikke særlig meget om de overvejelser der ligger bag de sværeste valg. Men jeg ved der findes mange dygtige fagfolk og politikere som ved meget mere end de fleste af os andre.
At være præst er lettere end at skulle træffe beslutninger for hele landet. Præsten kender det onde men skal bare fast i det gode. Dem der skal træffe beslutninger ved, at det gode også er et regnestykke; hvor meget af det gode kan vi få?

Måske kan vi mennesker ikke altid finde ud af at passe på livet, hverken vores eget eller andres.
Måske træffer vi beslutninger som mere handler om os selv end om det liv vi skal passe på. Måske forstår vi kun liv, når de andres liv har direkte indflydelse på vores eget. Måske har vi bygget for
meget asfalt og beton, døde metaller på en levende jord. Men når højhusene en dag skal rives ned, vil jorden under med tiden igen skabe liv. Det ligger i jorden selv. Som det ligger i os mennesker.

Det er ikke vores statsminister eller sundhedsminister eller alle de gode vejledninger som vækker livet igen. Det er heller ikke fællesskabet eller de værdier, du har. Her er det ligegyldigt, hvad du stemmer på, også hvad du tror på. Det bliver heller ikke de mange tusinder anbefalinger til, hvordan vi nu får en bedre verden som kommer til at gøre det. Det er livet selv som vil vække livet igen. Og få verden til at leve videre. Livet som findes før dig, i dig, og som vil findes lang tid efter dig. Livet som Gud gav dig.

Så det skal nok gå. Du behøver ikke gøre noget. Det kommer af sig selv. Livet. Du skal sådan set bare tage imod det, når du møder det. Kristus viste dig vejen. Gud er med dig.

Glædelig opstandelse. Og god påske.

Karsten