Glædelig jul

Som barn blev man holdt på pinebænken, når årets julekalender dag
for dag afslørede at julen var i fare. Til alle tider har julen været truet.
I Jul på slottet bliver julen afskaffet, da kongen skal på skrump, så han kan betale sin vægt i guld i krigserstatning. Og det går jo ikke, når julen er fyldt med godter og regenten har en sød tand.
I Nissebanden mister julemanden sit gode humør.
Og julen er truet, da bogstaverne falder
ud af bøgerne i Rigsarkivets gamle bøger, fordi Pyrus tryller forkert. Snart er alle ord skrevet om julen forsvundet. Og hvem kan så huske hvad jul er?
Jeg husker ikke et år, hvor det gamle plot har føltes mere aktuelt end i år,
hvor det kniber med både godt humør og penge, og med meget af de vi kender og forbinder med julen. Mange af julens traditioner har måttet aflyses eller tænkes om. Sådan er det også i kirken. De mange julebesøg af store og små gennem december, og skolebørn der samles og ønsker hinanden god juleferie i kirkens rum, vil mangle. Duften af gran, når de
ældre laver juledekorationer, og rasler med terninger til pakkeleg i Mødestedet, udebliver. Selv juleaftens gudstjenester har vi måttet gentænke, så der nu holdes flere og kortere gudstjenester med færre
kirkegængere. Jeg må indrømme, at jeg føler mig lidt som Kejser August i
julens evangeliefortælling. Det føles som om det hele handler om at tælle. Tælle mennesker, tælle kvadratmeter, tælle timer, og så håbe på at det hele går op.
Velvidende at der ikke er en løsning, hvor der er plads til det hele.
Tårnby Kirke er gerne fyldt til bristepunktet juleaften, når vi sidder
skulder om skulder eller står tæt i midtergangen. Børn og forældre sætter sig på knæfaldet, og præsten møver sig ned gennem menigheden for at komme op på prædikestolen.
I år vil der være mindre plads end nogensinde. Og det er ikke fordi kirken
er blevet mindre, men fordi vi ikke kan sidde knæ mod knæ på hattehylderne, og lige få plads til én ekstra på de smalle bænkerækker.
Når jeg går på prædikestolen for at tænde stearinlyset og læse juleevangeliet højt, så vil jeg savne den fyldte kirke.
Hvem skal redde julen for os? Julen er hverken glemt eller skal afskaffes,
alligevel føles det som om alt det velkendte er i fare.
Det første svar er, at det skal barnet i krybben. Der var ikke plads til den
højgravide Maria og Josef i herberget. Men der blev plads til miraklet og det lille barn kom som et klart lys i den mørke nat. Jul handler om det, der
allerede er sket, og som bliver ved at ske:
Gud kommer til os.
En julesalme jeg holder meget af lyder:

Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro s
in skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.

Og det giver mig det andet svar: Det er os, der skal redde julen. For julen starter dér, hvor vores længsel bor. Håbet og glæden opstår, når vi lever i forventning. Som børn, der tæller ned hver dag med en julekalender. Som de vordende forældre, der drømmer og længes efter at holde den lille ny. Vi skal findejulestemningen midt i det stemningsløse. Ikke en forloren udgave af godt humør. Men en glæde over at der er noget, der
kommer til os, som vi ikke selv skal skabe. Ligesom juleglæden, der har
klangbund i julesorgen. Det glædelige budskab kommer til os, som har brug for at høre at der er godt nyt.

”En stor glæde som skal være for hele folket”,
som englen sagde.

I år har jeg ikke været træt af, at der blev spillet julemusik tidligt i november, jeg har ikke engang mugget over butikkernes julestads på hylderne i oktober. Og jeg har allerede spist en brunkage. Og det er, selvom vi præster og kirken virkelig godt kan lide at holde adventstiden i hævd og sige, at det først er jul, når det faktisk ér jul den 24. december. Men i år tror jeg at adventstiden skal bruges til at finde hver eneste lille gran af juleglæde og håb og forventning frem, og tyvstarte på julen.
Jul bliver det altid i julekalenderen.
Jul bliver det også i år. For hvert lys vi tænder i adventskransen, så nærmer vi os julen og det lys, som aldrig kan slukkes.

Glædelig adventstid. Og glædelig jul.

Fra Desirée Risum og resten af Tårnby Kirke.

Opdatering: Alle gudstjenester er aflyst frem til den 3. januar.

taarnbykirke@mail.dk