Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

TRO DET; DET HELE SKAL NOK GÅ

TRO DET; DET HELE SKAL NOK GÅ
Udgivet ons d. 10. mar 2021, kl. 07:54
Dagbogen

Det lyder som det samme, og de står ofte sideordnede, lige ved siden af kærligheden, men der er en forskel på håb og tro. Du kan næsten høre det, hvis du siger ordene højt. Jeg håber, det kommer til at gå bedre. Og; jeg tror, det kommer til at gå bedre. Bare et gæt: Da du sagde jeg håber, så blev din stemme sagte og dine øjne så ikke på noget bestemt, mens da du sagde jeg tror, så kom der et bestemt udtryk i dine øjne, måske flyttede du dig også en smule frem på stolen.

Håbet ligger dybt i os. Det er det sidste, der dør. Vi ser det tydeligst, når

du ikke længere kan gøre noget. Så er der kun tilbage at håbe. Troen er mere aktiv. Den gør noget. Du sidder ikke tilbage overladt til håbet, men bevæger dig frem i troen.

Jeg ved ikke, om I kan huske filmen ’En verden udenfor’ fra 1994. I den

film mødes de to livstidsfanger Red og Andy i fængslet. Red har været der så længe, at han har tabt troen på, at han nogensinde vil komme ud. Han har også tabt håbet. Håbet, siger han til Andy en dag, er en farlig ting. Andy hører ikke efter. Han ser mærkeligt smilende frem for sig. Han har et håb i sig, som hverken fængselsdirektøren eller ture i vaskeriet,

når det er lukket, kan tage fra ham. Da han opdager, at muren i cellen er blød og man kan skrabe i den, opstår der også en tro i ham. Det er troen, der mange år senere graver ham ud i friheden. Det er også Andys tro, der en dag får Red til at tro på, at han ved at tale for sig, kan møde Andy igen på en strand ved Stillehavet.

I den her våde grå restriktionstid, langt fra Stillehavet, og Dubai i øvrigt, må vi håbe, at det snart kommer til at gå bedre. Men det vil være endnu bedre, om vi også tror det. For når man selv kan gøre noget, skal man ikke kun håbe, så skal man tro. Og komme i gang med det, man tror på. Og derved give troen videre til nogle andre. Tårnby: Tro smitter hurtigere end corona.

Jeg har boet et par gange i USA. Det har været nogle af de bedste år i mit liv. Forstand på amerikansk historie har jeg ikke tilstrækkelig af, og inde i det politiske er jeg ikke nok til at komme med en dyb analyse omkring forholdene derovre. Så det her er bare, hvordan jeg lige ser det; mit andet hjemland har mistet troen på, at det hele nok bliver bedre. Håbet har de (måske) stadig. Men ikke troen. Har størstedelen af en befolkning en tro på, at det, de gør, gør det muligt, at det hele bliver en lille smule bedre, så kan et land klare alt. Ingen kriser eller krige kan helt ødelægge et land, som tror på det, de kan sammen. For så vidt kan man sætte enhver til at lede landet. Lederen kan fra magtens kontor ikke ødelægge

den grundlæggende tro på fremtiden ude i stuerne. Men er der ikke en største del, som tror på, at de med det, de kan, kan gøre det hele lidt bedre – for dem selv og andre – så ender man med at kæmpe for at holde fast i det, man har i forvejen. Det er forståeligt nok. Men dermed ryger også det, som landet er fælles om, nemlig troen på fremtiden. Og er man

først havnet her, har lederen på magtens kontor en enorm indflydelse på, om der kan bygges en tro op igen.

Man kan sige, at når et hold vinder, er det lige meget, hvem der er træner. Det er først, når holdet taber, at træneren bliver afgørende for om det kan vinde igen.

Jeg tror, at I tror. I Danmark er der stadig en samlet stor tiltro til hinanden. Jeg ser ikke kun et dybt håb i jer men også en stor tro. Nok ikke så meget på Guds nåde (den tager vi en anden gang). Men en grundlæggende tro på, at om vi er fra Kastrup eller Tårnby, højrefløj eller

venstrefløj, mand eller kvinde, rig eller fattig, ung eller ældre, ateist eller troende, så vil størstedelen af landet det samme; bevæge os sammen mod bedre tider.

Det går sgu nok, plejer vi at sige her til lands. Indrømmet: Det kan lyde lige lovligt bodegahyggeligt, som at skubbe ansvaret fra sig. Men man kan vel også sige, at sætningen er udtryk for, at vi har så stærk en tro på det, vi har bygget op, at vi ikke er i tvivl om, at det vil bestå.

I hvor mange lande rundt omkring i verden kan du finde folk, som siger, at

det nok skal gå? Jeg har lige talt med min amerikanske ven. Han siger, at det har de ikke sagt i USA i mange år.

Som barn, som ung, og nu – du vil ikke have kunnet fortælle mig noget

bedre end, at det nok skal gå. Det lyder som en meget banal halvdrukken

sætning, men der er så meget evangelie i den. Verden er god. Vi mennesker vil det samme. Og om lidt bliver det bedre. Vi er ikke i krig, og vi er ikke i en undtagelsestilstand. Proportionerne skal lige på plads, men ja det har da været en udfordret tid, og vi har mistet og vi er blevet testet – og vi bestod. Det vigtigste – troen – den har vi stadig. Ja, måske er den blevet stærkere.

Når man nu skal være hjemme, er det et meget godt land at være hjemme i.

Karsten M. Hansen