Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

FASTE, FRISTELSE OG FORSAGELSE

FASTE, FRISTELSE OG FORSAGELSE
Udgivet ons d. 10. mar 2021, kl. 07:55
Dagbogen

Vi nærmer os afslutningen på kirkens fastetid, og måske nærmer vi os også snart afslutningen eller i det mindste nedsmeltningen af vinterens lockdown.

Indtil videre har de fleste af os, måske helt uden at være klar over det, befundet os i en slags semi-faste, hvor der godt nok har været langt imellem fristelserne, og vi kun har haft det sjov, vi selv laver.

Efter måneders lockdown er der snart ikke mere tilbage at forsage og sige ’nej tak’ til. Det skulle da lige være Djævelen, hvis gerninger og hele væsen vi forsager. At forsage Djævelen er i sin essens at tage afstand fra det onde! Både det konkret onde som begreb, det, der gør ondt samt motiverne, der ligger bag det, vi overordnet set kan betragte som onde

gerninger. Og ”Djævelen og alle hans gerninger… ” er på alle måder ondt. Der er ikke noget formildende at sige om det, og måske er det lidt ligegyldigt at nævne det her i 2021, hvor man jo nærmest har afskaffet idéen om Djævelen. Men vi fastholder den; altså forsagelsen som en slags reminiscens af eksorcisme eller dæmonuddrivelse i Folkekirken.

Men tilbage til Djævelen, som vi kender så godt gennem portrætter af et grumt væsen med horn i panden;

Djævelen, som et monster, der er blevet til en figur, vi lader vores børn lege med og klæde sig som til fastelavn og karneval. Djævelen er blevet en figur i underholdningsbranchen!

En figur, som ingen længere tager alvorligt. Én, som ikke findes i virkeligheden. Hvad det angår, har vi et helt andet syn på virkeligheden, end man havde i middelalderen.

Det kan man se på de gamle kirkers kalkmalerier, som viser sådan nogle underligt forskruede djævle, som opfører sig uartigt, rækker tunge og vender deres bare mod præsten oppe på prædikestolen (det er der vistnok ingen, der kunne finde på i dag).

Men i takt med, at denne figur nu nærmest er udvisket fra det offentlige rum, står et spørgsmål tilbage: Er fanden så i stedet brudt løs iblandt os, når vi i vores sprog tillægger hinanden alle de kedelige egenskaber, vi før kunne tilskrive Djævelen. Det onde er en uomgængelig del af den virkelighed, vi kender! Der er masser af eksempler på dét, vi genkender som ondskab, men vi behøver ikke opridse dem her.

Måske kan vi nøjes med bare at blive enige om, at det virkelige onde er let at genkende, det kan indkredses, bekæmpes og straffes. Og man fjerner det ikke ved at fornægte dets eksistens. Så er det trods alt bedre at sætte ord på det, så vi i det mindste kan forsage det.

Det onde kommer i mange forskellige størrelser; fx oplever vi det onde, når mennesker lokkes, fristes, bliver forledt og forrådt eller føres fra frihed til ufrihed af kræfter, som kan ødelægge et menneskes liv både fysisk, psykisk og socialt.

I Bibelen kaldes disse kræfter for dæmoner. De kan besætte et menneske og bringe det til vanvid og storhedsvanvid, ja endog indbildsk

magtfuldkommenhed.

De optræder i mange af beretningerne om Jesu liv. En gang hører vi om Jesus, der hjælper en dreng, som er besat af en dæmon, der har gjort ham stum. Der tales ikke om ham, som den dæmoniske dreng eller den stumme dreng.

Heldigvis, for i det øjeblik, vi begynder at tale om ”det dæmoniske menneske”, ”den skizofrene mand” eller den ”blinde pige”, reducerer vi hinanden til prædikater og glemme at det menneske,som er ”besat af dæmonen”, ”den som lider af skizofreni” og ”den som ikke kan se”, er meget mere end det. Meget mere end dæmonisk, skizofren og blind!

Et besat menneske bliver i det her tilfælde stumt, lukker sig inde i sig

selv og bliver bange for det åbenlyse i takt med, at dæmonien bryder

sammenhængen og splitter ham.

I beretningen om drengen, vover drengens far et dristigt forsøg, da han bringer sønnen til Jesus og siger:

“Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”

Jesus vender spørgsmålet om og siger til faderen:

“Hvis du kan! Spørger du. Alt er muligt for den, der tror.” Og derfor ” skal du ikke i tvivl tøve, men dristigt Guds kærlighed prøve til Himmelen åben du ser”.

Den til tider onde virkelighed, som er på spil, er den samme dengang og nu. Og det værste, man kan gøre, er ikke at tage det dæmoniske alvorligt. Det gælder om at sige fra og kæmpe imod, det gælder om at forsage.

Men det er ikke mennesket, vi skal kæmpe imod; vi skal slås med vanviddet, rusmidlet, tvangstanken, hovmodet eller selvglæden, som vi reelt alle kan risikere at blive besat af.

Og så skal vi skelne skarpt mellem de strukturelle systemer, der gør, at vi forårsager ondt og så det onde i sig selv.

Mennesket er ikke en djævel. Men mon ikke vi kender til ind i mellem at føle os fanget i enten den gode eller den mindre gode grøft – ind imellem er klar på at bygge op og til andre tider kommer til at rive ned.

Jesus er det eneste menneske nogensinde, som ikke er fanget imellem det gode på den ene side og det onde på den anden side. Han er ubetinget kun virksom og til stede på den ene side – altid. Han arbejder ikke sammen med det onde – aldrig.

Han så mennesket med Guds øjne.

Han så Guds skaberværk i enhver. Og han så også det syge, det forsmåede og det forskruede i de mennesker, han mødte. Men han så dem som mennesker, der havde brug for Guds hjælp og omsorg. Han helbredte de syge, befriede de besatte, samlede de ensomme og tilgav de skyldige.

Farisæerne og de skriftkloge var imod Jesus. De troede, at dé tjente Gud og forstod ikke, at de havde gjort sig til tjenere for et system, som krævede ofre.

Filosoffen Hanna Arendt skrev om begrebet banalitetens ondskab, som hun blandt andet mener, kan anvendes om nazisternes virke i kz-lejrene. Det er det onde formuleret som et bureaukratisk gennemtænkt og udformet helvede, hvis formål er at berøve mennesket værdighed og udrydde det. Men vi behøver ikke skrue tiden helt tilbage til nazi Tyskland. Banalitetens ondskab viser stadig sit ansigt, hver gang bestemte grupper af mennesker mistænkeliggøres, forfølges og skal leve med reducerede frihedsrettigheder ud fra en idé om, at det bekommerflertallet bedst.

Jesus blev offer for det helt igennem udformede projekt skabt af romerske ledere og farisæere, og de var næppe onde alle sammen, men havde altså indledt sig i en kollektiv ondskabsspiral, som forårsagede onde gerninger drevet af en idealisme, som de mente retfærdiggjorde deres handlinger.

Han betalte prisen, da han døde på korset. Og alligevel er Jesus vores værn mod det onde, for i kraft af hans opstandelse, hans sejr over døden og hans velsignelse findes der frihed fra det onde – så længe vi bliver ved med at forsage ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” i alle de mulige og umulige afskygninger, som de fremtræder for os.

Til alle på kirkens vegne,

alt godt!

Susanne Freddin Skovhus