Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

I MORGEN ER ALT MULIGT

I MORGEN ER ALT MULIGT
Udgivet tir d. 30. mar 2021, kl. 14:34
Dagbogen

Kender du følelsen af når noget forandrer sig så radikalt, at en helt ny virkelighed opstår?

Som den første gang din kæreste sagde ”jeg elsker dig” til dig. Kærligheden blev virkelig på en ny måde. Eller da du første gang fik dit barn lagt i armene, og nu var det ikke længere så abstrakt: Nu fandtes det lille menneske i verden, og du blev med ét forælder. En virkelighed, der var til at føle på. Eller husker du da telefonen ringede og de ord, som du aldrig glemmer, fortalte at din elskede var død. Og hele verden stod stille.

Hver især har vi vores glimt, som blev vendepunkter og forandrede vort liv. Brevet i postkassen, hånden der greb din, dit første mål, det øjeblik du så tv eller hørte radioen med nyheder, der gik over i historien. Øjeblikke som dem bliver en del af vores egen historie, glimt som vi bærer med os.

Sommetider længes vi efter sådan et øjeblik, for vi vender os og vi drejer os i rastløse bevægelser, og har brug for et vendepunkt. Det punkt, hvor udviklingen tager en helt ny retning. Dér, hvori kurvens krumning skifter fortegn. Og en ny virkelighed bliver til.

Sådan har mange af os det nu. Kurver og diagrammer har der været mange af i det forgangne år. Alt for mange. Vi er begyndt at leve efter dem. Og så er der de usynlige streger, linjerne, som tegner et personligt landskab, hvori ensomhed, modløshed og angst kun holdes i skak af håbet om at det en dag vender. At der kommer et vendepunkt. At i morgen er alt muligt.

 For mig er påskens fortælling et vendepunkt. Det sted i nattens indre hvor det vender, og lyset vender tilbage. Påskens budskab er nemlig at alt ér muligt. At håbløsheden bliver vendt til nyt håb.

Når jeg taler om at alt er muligt, så grunder det i en grundlæggende tillid til, at der er noget, der griber ind i min virkelighed, og kan forandre det, som jeg ikke selv kan se mig ud af. Når man fanges af angstens og bekymringens cirkler, så ser man ikke andet end det man frygter. Og man paralyseres af håbløshed og sine egne tanker om hvad livet vil bringe én.

Det er her, at man har brug for at blive revet ud af sit eget. Få løftet den sky, som har lagt sig over sindet og tilværelsen, og opleve at der atter er luft, blå himmel. Muligheder. En vej lidt længere væk end et øje kan se.

Der er med andre ord en større virkelighed end min egen. Og det er Guds virkelighed. Eller Guds rige, som vi kalder den i kirken. En virkelighed, som ikke først venter i et hinsides, men som er lige nu og her. Den manifesterer sig der hvor kærligheden råder, og væver sig ustandseligt ind i vores liv og hverdag. Usynlig for den, der nægter at se det.

Det er en kraft, som kan bringe glæde midt i det sorgfulde. Vende håbløshed til nyt håb. Løsne angsten, og gøre det muligt at trække vejret frit igen.

I den forstand er der altid en forventning om alt godt.

Vores statsminister sagde for snart længe siden, at påsken ville blive en vendepunkt. Man skulle tro at hun var præst. Påsken er altid et vendepunkt. Det var den den første morgen, da kvinderne kom til graven og alt blev vendt om: graven var tom og med ét blev deres hjerter fyldt med håb. Den er et vendepunkt hver eneste gang vi fejrer påske, og mindes om at det umulige er muligt. Også i år.

Påske er min yndlingstid på året. Herfra vælter lyset ud over resten mit liv, så jeg tør gå videre, selvom det føles mørkt i og omkring mig. Påsken rummer nemlig både skærtorsdags glæde og vemod, langfredags stilhed og mørke, og påskemorgens sol og evige liv. Hver for sig får dagene lov at stå i sig selv. Og vores liv rummer hver af dem.

Opstandelsen er både påskemorgen engang, men opstandelsen er også her midt i livet. I dag.

Opstandelsen er lige her. 

                                                                 Sogne- og hospitalspræst Desirée