Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Bønnens velsignelse - en prædiken over 5. søndag efter påske, første række.

Bønnens velsignelse - en prædiken over 5. søndag efter påske, første række.
Udgivet tir d. 1. jun 2021, kl. 09:26
Aktuelt

Bønnen er ikke en trylleformular, der betaler lånet på huset, giver dig dit 12 tal til eksamen eller en sikker landing. Bønnen er at møde Gud ansigt til ansigt, som Jakob møder Gud ansigt til ansigt - og redder livet. (Første Mosebog kap.32,35-32). Fortællingen om Jakobs kamp, er ét billede med flere fortolkningsmuligheder. Det kunne være et billede på den daglige kamp livet er, (og det er ikke negativt ment), men når livet møder os, kan vi jo vælge at flygte fra det; flygte fra enhver følelse, tanke, idé, et menneske, - eller vi kan blive og ”kæmpe med det”, involvere os selv i kampen; hvor livet koster livet.

For ”en mand begav sig i kamp med ham”, står der, og Jacob tager kampen op! Og når vi, som ham, også gør dét, så risikerer vi både at blive skuffet, brændt af og mærket for livet, og halte efter solopgang, fordi hoften er gået af led - men ud over skrammer og ar på sjælen, så vil vi også fællesskab, nærvær, omsorg og kærlighed.

Som et billede på livet, kan kampen i dag også være et billede af bønnen. I bønnen er det inderligheden i os, der taler om en grundlæggende længsel efter det fuldkommen umulige; længslen efter en evig kærlighed, der aldrig forgår. Det er en længsel som må kæmpe med tvivlen, skammen og fornuften - for det umulige er ikke muligt - det gi’r sig selv.

Bønnens inderlighed ligger i troen på det umuliges mulighed, og det er noget, der er så uhåndgribeligt og bevægeligt som sand, der forsvinder mellem fingrende. Troen må jo så ofte tage kampen op med tvivlen - men uanset, hvor kampen udspiller sig, og hvilken føring troen i øjeblikket har, så er bønnen håndgribelig i sine ord, og i den bedenes insisteren på de simple ord som Jesus taler: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Johannesevangeliet 16,23b-28)

”Bed og I skal få”. Det betyder, at selv, når du står, som Jacob, sårbar, alene tilbage i et mørke sortere end natten, og du intet har at give - så må du ! Det betyder, at der ligger en uudtømmelig kilde af Given fra Gud til sit elskede menneske i bønnens bundløse brønd.

Men, der er en fare for, at den bøn der ikke bliver opfyldt, nære tvivlens hoveren over for troen. Hvad må man egentlig bede om? Og hvordan beder man? Måske blev bønnen sagt forkert? Måske bad du om det forkerte? Vi vil måske ikke få, det vi helt konkret bedte om, men lytter vi godt efter, er det heller ikke det, der bliver lovet. Det der bliver lovet er, at vi skal få, ”så vores glæde kan være fuldkommen”. Og ingen af os kan skue ud over hele skaberværkets mening, og vi ved aldrig, hvad vi skånes for, hvis tingene ikke går som de skal. Vi kender så lidt til det større perspektiv. Men, ethvert inderligt ord, der former sig under din hud, inde i din krops dybeste mørke, hvor kun du alene hører lydløse ord bevæge sig, begive sig i kamp, og tage form i et møde, hvor du står ansigt til ansigt med Gud, - det er altid skabt af et ønske og en længsel efter fuldkommen glæde og kan lyde så kortfattet som: ”Velsign mig!”. Og det er den insisteren på bønnens løfte om fuldkommen glæde, som Jacob holder fast i, når han siger: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”.

I bønnens talte øjeblik, bliver troen, der ellers er en slibrig størrelse, der hurtigt smutter mellem hænderne, håndgribelig. Vores tro, vores længsler, vores håb og vores drømme er ikke bare svævende og flyvske umuligheder. Bønnen gør troen kropslig, give den sprog og lyd, gør at troen kan rodfæstes i os, og mellem os, i vores liv – og da, redder vi livet. Livet er bevægeligt. Hvis ikke det bevægede sig, var der intet liv i livet. Men det er ikke det samme som, at vi skal bevæge livet, og gå steder hen for selv at søge og lede efter det gode. Livet er godt og vil os det godt, for det er løftet vi har fået. Når mørket og forladtheden omkranser os, må vi gerne tage fat i kraven på Gud og insistere på, at han har givet os det løfte – vi skal insistere på løftet! For i det korte øjeblik, vi insisterer, der falder tvivlen til jorden, og troen slår dybe rødder. I et kort øjeblik kan vi stå som træet, solidt plantet med rødder i jorden og lade livet bevæge sig gennem vores grene, hvis eneste bevægelse er opad. Vi kan i det øjeblik lade vores liv udfolde sig som bladet på grenen for hvert lille solskinskys, for den fuldkomne glæde må vi få – Det er bønnens velsignelse!


Louise Husted Rosenberg