Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Rejser jeg, lever vi

Rejser jeg, lever vi
Udgivet ons d. 30. jun 2021, kl. 11:26
Aktuelt

Jeg tager chancen i år og smutter med familien til Spanien for at besøge mine forældre. Jeg gider ikke leve i frygt mere. Nu vil jeg holde fri for frygten. Jeg glæder mig til ferie. Men jeg ved også allerede nu, at når jeg så sidder i solen og ser ud over havet, glæder jeg mig også lidt til, at ferien er slut. Sådan har det altid været.

Jeg ved ikke, om I ved det, men der er noget som hedder sæsonbetinget affektiv lidelse. En vinterdepression er sådan en sæsonbetinget lidelse. Med glæde læste jeg, at man også nu kan sige at der også findes en sommerdepression. Det lyder måske mærkeligt, solen skinner, der er varmt, øllen er kold, vi har fri, vi skal holde ferie, alt er godt, livet skal leves, alle ting er samlet for at det bliver godt. 

Men det er nok netop alle disse gode ting som får sommerdepressionen frem. Det er forventningen; nu skal det være. Alt det gode som nu skal ske. Man har set frem til det siden ferien sluttede for to år siden. Ens egne forventninger, og alle de andres. Mine børn har pakket for længst. Selv slikposen til flyet ligger klar. Nu venter vi bare på at Danmark vinder EM. 

Jeg bukker som regel under for alle forventningerne. Ikke så meget mine egne for de er meget små. Men de andres. Bare de får den ferie, de har set så meget frem til. Det er derfor, man kan blive lidt glad, når sommeren er slut. Så er man lovlig undskyldt, kan sætte sig indenfor i mørket. Så er man fri for forventning. For forventninger har det med at avle noget frygt. Frygt for at det ikke lykkedes. 

Jeg vil sige, at jeg er et troende menneske. Om sommeren ser det bare ud til, at jeg glemmer det. Tro er tillid, tillid til at det nok skal gå, at Gud er med os. Også når man tager til Spanien. Tillid er ikke noget, man kan beslutte sig for at have eller surt lægge fra sig. Det er enten noget, man har eller ikke har - alt efter hvad livet har bragt én. Før man er klar over det, har man stillet sig tillidsfuldt eller fuld af mistillid. Man kan sige, at tro ikke er noget, man har, men noget man er. 

Med den tillid Gud har til os, og vi til ham, så er der ingen grund til frygt for at det ikke bliver, som man håber. Der er slet ingen frygt. For man frygter altid for fremtiden. For det som man er bange for vil ske. Man kan ikke frygte det som er sket. Så skulle det lige være om det sker igen. Men troen er slet ikke hæftet på fremtiden. Den er kun i dag, i tillid til det som sker lige nu. Troen kender kun i dag. I morgen kommer den ikke ved, før Gud, om han vil, gør i morgen til i dag. 

Hvis nogle spørger jer, hvad kristendom er, hvis jeres børn en dag spørger jer, skal I svare; en tillid til at det nok skal blive godt. Det største, vi kan give vores børn og hinanden, er en tillid til, at livet bliver godt. Det bliver sikkert også svært og hårdt. Det gør det for os alle. Men verden er ikke neutral. Den er god. Og derfor bliver livet også godt. Hvor er paradis? Dér hvor der ikke er frygt. 

Jo, frygt kan også være nyttig, den kan gøre dig opmærksom på en fare, du skal vige udenom. Frygt fortæller dig, at nu skal du passe på. Det kan være godt at passe på. I enkelte tilfælde. Men ikke for livet. Frygt er vores fjende. Modsætningen til tro er ikke ikketro, ateisme, sekularisme eller Islam. 

Modsætningen til tro er frygt. Men der er ikke grund til at frygte. Ikke fordi der ikke også for os vil ske dårlige ting. Det vil der; sygdom, tab, vi vil ikke altid gøre det gode, død. Gud vil ikke kunne forhindre det. Det er ikke sådan, at man beder til Gud, når man bliver syg, så ordner han det. Det har han aldrig lovet. Men han vil være med os hele vejen. Det har han lovet. Og da der ikke er noget, du kan gøre i dag for at undgå at noget dårligt vil ske i morgen, så er der ingen grund til at frygte det. 

Jeg skal blive bedre til selv at gå i kirke lige før jeg skal rejse. For jeg frygter som altid; at flyet er forsinket, at jeg har glemt passet - hvilket jeg altid frygter til trods for at jeg aldrig har glemt det - sådan er frygten, helt irrationel. Den bygger ikke på erfaring og fakta. Den bygger på mangel på tillid. Jeg frygter, at børnene vil blive syge, at lejebilen vil bryde sammen på en øde landevej. Nogle ferier kommer jeg til at holde vejret. Sådan kan man være dum nok til at holde ferie. Men værre; sådan kan man også være dum nok til at leve. Med vejret holdt. Fuldstændig selvoptaget. Frygt er egoistisk. Hvordan det hele går, er jo ikke rigtig op til os. Jo man kan gøre noget, måske også en hel del, ansvaret er dit, spis lidt sundere, dyrk noget motion, sov, drik vand, og så er der nogle steder i verden, man skal afholde sig fra at holde ferie. Men tro ikke, fordi du selv kan en del, så kan du det hele. Tro ikke du kan bestemme over livet. Det er livet, der bestemmer over os, og derfor er der vel kun en afgørende beslutning her i livet; at overgive sig til det. 

Det vil jeg gøre i år. Og prøve at smide frygten langt væk. Vi lever. Glædelig sommer. Og god ferie når I når til den. 


Karsten M. Hansen.